|
1967 juni; Hjem til Afrikas brændende sol 14 årige kostskoleelev fra Jyderup Realskole besøger i ferien sine forældre i Liberia. fjorten dage, tretten dage, tolv dage - tæller 14 årige kostskoleelev Jørn Alhbjerg, Jyderup Realskoles Kollegium på fingrene i disse dage. Ikke om andre, fordi eksamen er ved at være forbi, men fordi Jørn om kort tid får sommerferie, som han benytter til en rejse hjem til Afrika, hvor han skal besøge sine forældre og lillesøster, der bor på toppen af et bjerg i Liberia i Afrikas regnskov. Jørn Alhbjergs far, ingeniør Knud Ahlbjerg havde fået ansættelse i et amerikansk firma, der bryder malm i Liberia Elever fra 70 nationer Jørn begyndte skolegangen i en international skole i Afrika med elever fra 70 nationer. Undervisningen foregik her på engelsk med 10 timers dansk ugentlig, men den eksamen Jørn ville få her regner man ikke med i Danmark, hvorfor det blev nødvendigt at sende ham på kostskole i Jyderup. Skolegangen i Afrika er så langt fra fyldestgørende, og det ville have været umuligt for Jørn, efter et ophold dernede, at have fortsat sin undervisning i Danmark. Julerejsen forhindret Oprindelig var det meningen at Jørn første gang skulle have været til Afrika i juleferien. Men sygdom forhindrede hans rejse, og den blev da udskudt til sommerferien. Om knapt to uger flyver Jørn med SAS via Geneve, Lissabon og Prag til Liberia, hvor han i hvert fald kan være sikker på en ting, at det er sommervejr. Jørn kan være sikker på mindst 33 graders varme i skyggen hver dag, og han glæder sig naturligvis til turen. 1967 sep.; Til "krigsdans" hos "den gamle høvding" Skoleelev fortæller om sine ferieoplevelser fra sommerferien i Afrika. Fem uger i Afrika - med spadsereture til stammefolkenes laguner langs Guldkysten, daglige bade i de afrikanske bjergsøer og til krigsdans hos "den gamle høvding" er blot nogle af de ting, kostelev Jørn Alhbjerg har i frisk erindring fra sin sommerferie fra Jyderup Realskoles Kollegium. Få dage efter ferien rejste Jørn til Liberia for der at besøge sine forældre, der forlod Danmark for fem år siden. Jørns far, ingeniør Knud Ahlbjerg, er leder af et afrikansk firma, der bryder malm ved Guldkysten. Jørn måtte dog til Danmark for at føre sin skolegang videre, og for at sikre sig en uddannelse fremover. Nye oplevelser Fem uger tilbragte Jørn i Liberia - fem uger, der løb fra ham, som kunne det have været dage. Hver dag er løbet fra ham, men har dog sat sig spor i form af oplevelser, der rigtigt er kommet frem nu skolegangen er begyndt igen. Men selv om dagene gik hurtigt fik Jørns nye oplevelser ikke mindst med de venner og kammerater, han fik under sit første ophold dernede. En af de morsomste oplevelser jeg havde med dem, fortæller Jørn, var et besøg hos de primitive indfødte, der stadig lever livet, som vi hører om dem i geografitimerne, en gammel overhøvding, medicinmænd, krigsdans og meget andet af samme slags. men det var mægtig morsomt, og ikke mindst blev vi imponeret over, at de tog imod os med stor gæstfrihed og glæde over at se hvide mennesker. Det var næsten som vi var "fremmede guder", der skulle behandles godt. De gjorde stads af vores besøg. Høvdingen kaldte sammen til krigsdans. Men det er langt fra alle steder den hvide kan forvente at få lignende modtagelse af det lokale folk. Og det er da forresten ganske naturligt. Det oplyste folk er orienterede om, hvordan folk behandles i verden, de ser en hel del skeptisk på de hvide. I mange tilfælde, hvor de sorte har ledende stillinger forsøger de så hævne deres sorte "brødre og søstre" ved at udelukke de hvide fra alt. Men jeg må endelig pointere, at det kun gælder for oplyste sorte i byerne. Ude omkring skelnes der ikke mellem sort og hvid. Indelukkede familier - Jeg betvivler meget, at der er nogen steder, hvor jeg har været, hersker så kraftig en strid sort og hvidt imellem, så hvide familier har været nødsaget til at "lukke sig inde". Men jeg har ofte hørt far sige, "derinde bor nogen, der aldrig kommer uden for havelågen". Familien har så en sort house-boy, der ordner alle ærinder og indkøb. Selv om jeg aldir ghar set sådanne familier i små usle huse - altid i store villaer, med kæmpe parkanlæg som haver, så er det alligevel kun en ringe trøst. Hos et ægte stammefolk Afrikanerne er et folk, der kunne se ud til at være mindst 50 år tilbage efter vor tid at regne, og gaderne i de fleste byer flyder med rod og affald, fortæller Jørn. Selv i Liberias hovedstad er der et frygteligt sviner. Ind imellem får man så øje på en stor flot villa bygget i moderne europæisk stil. Det ser mærkeligt ud. meget mere spændende fandt Jørn et besøg hos et "ægte gammelt stammefolk, der levede i lagunerne ved kysten i deres små lerhytter med tag af palmeblade. Ved kysten lå deres kanoer, der for os ville være udhulede træstammer, men som de drog ud på i deres livsfarlige togter. den dag min far viste mig lagunerne var det ganske normalt vejr, men jeg har aldrig set værre storm og den går de ganske roligt ud i. jeg kunne nu tænke mig at se den dag det for alvor var uvejr hos dem og de stadig går ud. Selv om Jørn fik set og hør en mængde ting på de fem uger fik han også tid til at nyde den dejlige "sommer" med daglige bade i bjergsøerne, i en temperatur, der var noget højere, end den han kom fra i Danmark. Men de indfødte frøs, og endog Jørns forældre havde vænnet sig så meget til de tropiske temperaturer, at de som alle andre så frem til varmeperioden, der falder midt i den danske kulde. Sidste ferie i Afrika Det er foreløbig sidste gang Jørn for lejlighed til at holde ferie i Afrika. med mindre han selv får lyst til et job der, varer det nok et stykke tid, før Liberia udvælges til rejsemål igen. Jørns forældre ven der til foråret hjem for at fortsætte den afbrudte tilværelse i Danmark. Men Jørn har fået livsvarige minder, og mange af dem vil mange år stå ganske tydeligt for ham1 |